FORENINGEN   |   BLIV MEDLEM AF NHS   |  OM HOSTA   |   PLANTEMARKEDER   |   KONTAKT   |   HOME

 

SPØRG OM HOSTA

HOSTAFRØ  |  SÅNING  |  FORMERING  |  VIRUS I HOSTA  |  PLANTEPORTRÆTTER  |  SPØRG OM HOSTA  |  HOSTA NYHEDER

 

Hvorfor er der så stor forskel på, hvilke hostasorter, der giver blomster og i sidste ende også frøstande. Og hvordan afgør man, når frøene er modne – og skal de have frost for at kunne spire?





For det første er der rigtig stor forskel på, hvilke hosta der blomstrer hvornår. De første starter allerede i juni - og de sidste så sent, at de ikke kan nå at sætte frøstande og spirevillige frø under åben himmel.

Dernæst har sol/skygge indvirken på blomstringen, typisk blomstrer hosta bedst, hvis de får noget sol. Kunsten består i at finde den hårfine grænse, hvor planten får sol uden at blive svedet.

Nogle hosta springer blomstringen over (uden forklarlig grund) – næste sæson er det måske andre, der ikke blomstrer. F.eks. har nogle af mine ”trofaste” ikke blomstret eller sat frø i år.
Andre igen er sterile. Disse sætter som regel blomster, men ingen eller kun meget sjældent frøstande.

Frøstandene modner typisk efter ca. 6 uger, men vil man være sikker, så vent med at høste kapslerne til de begynder at blive brune og åbne sig.

Frøene har en kort levetid, så de kan med fordel sås ved høst. Alternativt skal de opbevares koldt/køligt indtil de sås. De behøver ikke frost for at kunne spire.
Frøene spirer bedst ved ca. 22-25° C.

 

Flere af mine nyere sorter af hosta får brune eller døde områder sent på sommeren, som fx på det her viste foto af  H .´Catherine´?





De brune pletter kan have flere årsager. Hvis de opstår sent på sommeren, kan det være almindelig ”ælde” – altså at hostaen er ved at lukke ned for i år.

Men det kan også skyldes en alt for våd sæson. For meget regn kan være lige så hårdt for hostablade, som for meget sol. Og en kombination af begge dele gør, at det ikke engang behøver at være sent på sæsonen for at de ser forfærdelige ud.

Det er selvfølgelig mest hosta med hvidt i bladene – eller hvis bladene er meget tynde, som først tager skade. Det er kun kosmetisk, men hostaen bliver jo ikke ligefrem kønnere af det.